
Om BROEN
Bladet BROEN har en efterhånden lang historie. Bladet udkommer nu i sin 37. sæson, dvs. det første blad udkom i 1987.
Navnet BROEN kom frem ved, at man ville markere sammenhold i de to sogne og de forskellige bysamfund – og ikke mindst mellem de mange foreninger og institutioner i området.
BROEN blev stiftet på et møde i sommeren 1987, hvor Hans Thomsen kaldte foreninger og institutioner sammen til et møde i Egebjergs Idrætsforenings klubhus.
Hans Thomsen argumenterede for et nyt fælles blad, som skulle afløse mange forskellige mindre publikationer med svingende kvalitet. I stedet skulle man samle kræfterne om et fælles blad, der også skulle fungere som kirkeblad for Lundum-Hansted Sogne. I et sådant blad kunne foreningerne avertere med kommende begivenheder, ligesom kirkerne kunne melde ud med gudstjenester og andre begivenheder.
I starten blev bladet trykt lokalt i sort/hvidt format host Steffensen Offset trykkeri – du kan selv gå ind i BROENS arkiv og se den udvikling, som bladet har gennemgået til det format, vi har i dag med masser af farver og billeder.
Det var vigtigt for bladet, at alle foreninger i området bakkede op om ideen, og sådan har det været siden starten. Enkelte foreninger er ophørt, til gengæld er andre kommet til, så bladet også i dag giver et dækkende billede af lokalområdet, hvor Naturbyen Nørrestrand er kommet til, da de nye beboere hører med til Hansted Sogn.
Men BROEN er også afhængig af vores annoncører, hvoraf flere har været med siden starten. Bladets økonomi er sammensat af foreningernes og institutionernes bidrag samt indtægter fra annoncørerne, ligesom vi ikke må glemme KFUM-Spejderne i Egebjerg, som sørger for omdelingen af bladet til alle husstande. Med udbygningen af området i især Egebjerg, og nu også Naturbyen Nørrestrand, er oplaget nu oppe på 2.300 eksemplarer.
Bladet er gratis for modtagerne, og BROEN udkommer som publikation 4 gange om året, som det har været praksis siden starten.
Men som andre foreninger har bladet også sin egen hjemmeside, www.broen-egebjerg.dk og en side på Facebook. Her er bladets arkiv tilgængeligt, og man kan også følge med i den aktuelle kalender med begivenheder i vores område.
BROEN udgives af en forening, og alle bidragende foreninger og institutioner er medlem af foreningen, som vælger en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsen indkalder til møde 4 gange om året i forbindelse med udgivelsen af bladet.